Workshops

Sanger workshops   Dirigent workshops   Soloundervisning

WorkshopsHar dit kor, din skole eller din vokalgruppe brug for ny inspiration og nye udfordringer – eller bare en sjov dag med kormusik på den fede måde?

Jeg afholder workshops med sangere i alle aldre og på alle niveauer – og med alt fra små vokalgrupper til store gymnasie-korstævner med mere end 600 sangere.

Nedenfor kan du se eksempler på nogle af de forskellige workshops, jeg tilbyder.
Kontakt mig med dine specifikke ønsker – og så tager vi den derfra.

 

3 eksempler på sanger workshops

Just sing it!

En kordag for dit kor eller din skole, hvor vi synger nogle nye arrangementer af iørefaldende pop/ rock hits – og har det sjovt, mens vi synger!

Arrangementerne kan være simple 3/4-stemmige satser eller mere avancerede a cappella arrangementer – afhængig af jeres ønsker og niveau. Uanset hvad I vælger, vil arrangementerne have en fyldig lyd og et moderne udtryk – og være sjove at synge.

Mens vi synger, vil vi udforske forskellige tilgange til at arbejde med groove, intonation, klang/stemmeteknik, frasering og udtryk.

Deltagerne kan tage arrangementerne med hjem efter workshoppen, og de vil desuden få nogle værktøjer til at forbedre deres færdigheder som korsangere.

En saltvandsindsprøjtning til dit kor/ din vokalgruppe

Denne workshop har til formål at give dit kor/din gruppe et løft og give ny inspiration til, hvordan I forbedrer jeres samlede lyd og performance.

Det fede groove, den smukke klang, den skarpe intonation og ikke mindst det nærværende udtryk er alt sammen ingredienser, der skal til for at skabe den lækre korlyd og den stærke performance – alt det, som gør musikken levende og intens og får den helt ind under huden på såvel sanger som tilhører.

I bestemmer, hvad vi primært skal fokusere på. Jeg lytter og byder ind. Uanset hvad, arbejder vi med detalje og helhed – og med det, som netop jeres kor/vokalgruppe har brug for.

Vi kan tage udgangspunkter i sange fra jeres repertoire, eller jeg kan tage nogle af mine arrangementer med til jer.

Ud af boksen…

Har dit kor eller din vokalgruppe brug for ny inspiration? Kunne I tænke jer at blive taget et helt nyt sted hen og bryde med de gamle vaner?

På denne workshop vil vi udfordre ’plejer’ -konceptet og forsøge at tænke ud af boksen. Vi kan arbejde med performance og kropssprog, eksperimentere med det musikalske udtryk, lege med improvisation eller lave nogle gruppedynamiske øvelser og SDS lege – afhængig af, hvad der skal til, for at få koret/ gruppen til at slippe de gamle vaner og springe ud i noget nyt!

 

3 eksempler på dirigent workshops

Korledelse/ indstuderingsmetodik

Hvordan forbereder man indstuderingen af nye arrangementer?
Hvordan arbejder man med groove, klang, intonation og udtryk?
Og hvordan gør man arbejdet med koret både sjovt og effektivt?
Det er nogle af de spørgsmål, vi vil dykke ned i – og forhåbentlig besvare på denne workshop.

Kurset vil være en blanding af introduktioner til forskellige teorier og øvelser og ‘hands on’, hvor workshopdeltagerne får prøvet de konkrete metoder og værktøjer af i praksis. Deltagerne får desuden nogle nye arrangementer og øvelser, som de kan tage med hjem og bruge med deres eget kor/ gruppe.

Workshoppen tager udgangspunkt i deltagernes individuelle niveau og henvender sig til begyndere såvel som mere erfarne korledere.

Arrangement for begyndere

Hvordan arrangerer man til begynderkor eller ungdomskor? Hvordan skriver du arrangementer, der er sjove og nemme at synge – og som virkelig lyder af noget på samme tid? Hvilke ‘tricks’ kan du bruge som arrangør?

Du har sikkert flere spørgsmål – og forhåbentlig vil du få svarene i denne workshop. Vi ser på et udvalg af arrangementseksempler og udforsker forskellige metoder, “regler” og arrangementsteknikker inden for moderne rytmisk vokalmusik.

Arrangement for viderekommende

Hvordan arrangerer man for a cappella kor? Hvordan giver du dine arrangementer et moderne og originalt udtryk? Hvad er mulighederne for at integrere moderne teknologi, såsom live looping?
Vi ser på et udvalg af arrangementseksempler fra bl.a. Vocal Lines og den elektroniske vokalgruppe, Postyr Projects repertoire og udforsker forskellige metoder, ‘regler’ og arrangementsteknikker indenfor moderne rytmisk vokalmusik på et mere avanceret niveau.

 

Soloundervisning

Jeg er uddannet underviser i sang og hørelære fra Det Jyske Musikkonservatorium, og jeg har desuden mere end 10 års erfaring som underviser i rytmisk klaver og sang.

En dag om ugen underviser jeg soloelever i sang og klaver og underviser desuden to hold i hørelære.

Lektionerne er normalt á 45 min. varighed, og på nuværende tidspunkt underviser jeg om tirsdagen i Aarhus centrum.

Hvad enten der er tale om sang- eller klaverundervisning, vil vi arbejde med tekniske færdigheder såvel som det musikalske udtryk. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs ønsker og behov.

Hørelæreholdene henvender sig primært til studerende på de videregående musikalske uddannelser, som har behov for mere træning eller større udfordringer inden for hørelæreområdet.

Send mig en mail eller ring, hvis du er interesseret i målrettet og engageret undervisning i sang, klaver eller hørelære.

Du finder mine kontaktoplysninger her på siden under ’Kontakt’.